Den besked sendte du til mig d. 17 marts 2011. Jeg stolede blindt på at du aldrig nogensinde ville forlade mig. At du skulle blive gammel med min mor, at jeg skulle passe jer begge når i blev gamle og rynkede. Hvorfor var der at du skulle være så egoistisk? Hvordan kunne du bare overføre din smerte til os? Efterlade os alle her.. Alene.. Tomme.. Jeg er så ked af det, så vred, og jeg ved ikke helt hvad jeg føler mere. Jeg stolede virkelig på at du aldrig nogensinde.. Nogensinde... Kunne finde på at gøre sådan noget. Det er så forfærdeligt. Når jeg sidder her, og lufter mine tanker.. Så tænker jeg på alle minderne. Alle de løfter du valgte aldrig at kunne opfylde. Alle de løfter du valgte at skride fra. Jeg husker især ét minde. Vi sad i bilen - jeg kan ikke huske hvor vi skulle hen - og hørte radio, da du pludselig skruer ned, og beder mig om at finde Rasmus Seebach-cd'en. "Dette nummer minder mig om dig.." sagde du, og spillede så 'Under samme sol'(video senere i indlægget). Jeg blev så rørt og glad, at jeg begyndte at græde. Du var som en far for mig. Var. Nu er du her ikke mere.
Jeg husker dengang du tog mig og Bella med til fck-kamp i Parken. Det er et af mig og Bellas bedste minder. Og det var pga. dig. Jeg savner dig så ufatteligt meget.. Jeg kan ikke forstå at du er væk. Det sneede igår.. Præcis 2 dage efter at du havde valgt at gøre det forbi. Valgt at du ikke ville være på denne planet mere. Valgt at du hellere ville komme i himlen. Jeg ville ønske at du ikke havde gjort det forbi.. Jeg ville ønske at du stadig var her, drillede mig og sang "burka, burka, burkaaaaa" bag min ryg, når jeg gik op at trapperne. Ville ønske at du stadig var her, så jeg kunne fornærme dig, så du ville begynde at tælle ned, og jeg ville afbryde dig med et "jeg elsker dig Chrilleeeeeeeeeeeeeee!!!!" og give dig det største kram, og så ville du mase mit hovede så jeg ikke kunne få vejret. Jeg ville ønske at du stadig var her, så vi ville sidde i køkkenet i flere timer og snakke imens du lavede mad, hvor midt i det hele ville du sige "HOLD THAT THOUGHT!" og styrte ud på toilettet, for så havde du lige besluttet dig for at du skulle skide i 20 minutter.
Jeg forstår ikke at jeg aldrig skal kramme dig igen, og tænke: "Hvor har jeg det godt..". Jeg forstår ikke at jeg aldrig kommer til at se dit ansigt igen, eller brokke mig over at dine klamme tænder ligger på stuebordet, hvor vi sidder og spiser. Jeg kan ikke forstå at du ville forlade os på denne måde. Din familie. Os som elsker dig uanset hvad. Uanset hvad der sker. Så mange minder, så mange år.. Alt væk på et øjeblik. Mine tanker farer rundt.. Det hele føles som et mareridt som jeg ikke kan vågne fra, uanset hvor meget jeg prøver. Jeg bliver ved med at ønske at det hele er en ond drøm, og at jeg vågner om lidt og så styrter ned i stuen, grædende, bare for at se at du stadig er her, og kramme dig, og vide at det er ægte. Men det er ikke en drøm. Det er virkelighed, og det sårer mig så dybt at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal tage mig til.
Jeg har ikke været sulten lige siden jeg fik at vide at du var væk. Jeg har ikke kunne sove.. Jeg føler mig så tom indeni. Og mor.. Hun har det af helveds til. Jeg tror det jeg savner allermest er den måde at du gjorde hende glad på. Og vores samtaler over sms eller facebook, som kun bestod af at jeg skulle gå i seng klokken 17, og at jeg skulle skrue ned for tv'et, eller at jeg skulle komme og hjælpe med at lave mad.
Jeg savner vores akavede telefonsamtaler. De telefonsamtaler du insisterede på kun skulle foregå på tysk. Dit ansigt da jeg sagde at jeg havde fået 02 i geografi. Den måde du altid mobbede mig med det på, og den måde du altid lige skulle spørge hvad hovedstaden i det og det land nu lige var, kun for at drille mig. Hvis bare du kunne se mig nu - 10 i geografi.. Er du ikke stolt af mig? Det er din skyld at jeg har taget mig så meget sammen. Det føles som om der er gået en evighed, men der er kun gået 3 dage. Jeg har grædt non-stop i 2 dage, og nu er det som om jeg er tom for tårer. Tom for følelser. Tom for indhold. Jeg smiler.. Men ikke ægte. For hvordan kan jeg smile når jeg lige har mistet min far?
Jeg tror det værste af det hele er at du virkede til at have det så godt.. Være så glad. For bare en måned siden, på juleaften - den dumme kyllingehat Emine gav dig. Og hun var så stolt. Det billede sidder fast i mit hovede. Hvordan kunne den glade mand med kyllingehatten tage sit eget liv, ikke engang en måned efter?
Måske er jeg ikke helt følelseskold alligevel. Tårerne løber ned af kinderne på mig nu. Det er rart. Det får mig til at føle mig levende. Men stadig tom. Så ubeskriveligt tom, sur, ked af det.. Og jeg kan ikke forstå hvad meningen er med det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene, og hvad jeg skal føle. Jeg er så forvirret. Og jeg savner dig. Hvis du var her ville du sikkert komme med en kæk kommentar, og så bagefter give mig et kæmpe kram og sige at det hele nok skulle gå.. Men det er bare så hårdt når du er væk...Hele huset skriger af dig.. Jeg har fået 2 af dine trøjer.. Mine yndlings. Det er rart stadig at have noget af dig med mig. Jeg er bare ked af at det skulle ske nu. Du kunne ikke engang holde ud.. Bare lidt endnu.. Din begravelse er på fredag.. I Fredericia. Jeg kommer til at tude så fucking meget... Jeg kan slet ikke forstå at du er væk.. Væk.. For evigt.. Det giver ikke nogen mening...
Altid i mit hjerte.. Der lever du videre.. Savner dig så meget. Du vil altid være min far, uanset hvad.
Som jeg altid plejer at sige.. "Jeg elsker dig Chrilleeeeee!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar