Jeg hader dig. Du holder ikke hvad du lover. Det gør du aldrig.....

Kony 2012

MAKE INVISIBLE CHILDREN VISIBLE. STOP JOSEPH KONY.

Kære Læsere(som sikkert ikke findes, men shh), jeg beder jer. Se denne video. Del den på Facebook.

Make the world a better place.

xo, MH

Ååååårh ham Sveinur er såååå dejlig <33 Er totalt in love!!! Han har en superdejlig stemme, og så er han virkelig mums! Han skal vinde x-factor. SÅ, NU HAR JEG UDTRYKT MINE FØLELSER! MH + Sveinur <3

xo, MH

Engelsk stil - Bottlemessage

"Jenny,! Come back here right now!"
"Mom, leave me alone!" I was furious. How dares she to tell me what to do! "I'm not a kid anymore! I'm almost 17, I think I'm perfectly capable of making my own decisions!"
"Jenny, I am serious!"
"Yea, so am I. Goodbye mom."
"If you leave now, you don't come back!"
"Oh don't worry, i don't think that would be a problem. Fuck off." I slammed the door. Auch. I could feel the anger raging inside me, and suddenly i wanted to scream. I didn't want it to end this way. I just.. Don't want her telling me what to do. I didn't mean to go this far.
I started walking. I had no goal, i just needed.. Air. Fresh air. I could feel the wind blowing slightly in my face. It was actually a lovely day. The sun was shining. It might actually be the warmest day in the year. At least so far. Since it was such a beautiful day, i decided to go to the beach.
I was walking at the shore I suddenly noticed a thing in the water. A glistening thing. I was curious, so I decided to go and see what it was. It was a bottle. At first I was a little disappointed, but then i noticed something inside it, so i grabbed it, and went into the shore to open the bottle. This was exciting. At first it wouldn't open, but at last i did it. Inside there was a paper. It wasn't a pretty piece of paper, but it wasn't a yellow ruined paper, like you see in these pirate-movies. Just.. A bit.. Not-pretty. I rolled it out and started reading.

"Dear Person."
The writing was very pretty. Couldn't possibly be a boy.
"If you read this, you obviously got my bottlemessage. You are not lucky. You are chosen to read my story. There is no particualy reason, i just need somebody to know.
My father died when i was 2. 4 months ago, my mom took her own life. I feel so alone. I'm being bullied at school. They all call me fat, even though I'm the skinniest girl in my class. They call me ugly. They call me a whore, even though i never even kissed a guy. I am starting to believe in what they say. That I'm an ugly fat whore. I mean, not whore whore. But.. I don't know. I just don't feel good enough. I'm a loser. I have no friends. Well, apart from Bob. He just doesn't talk.. He's a goldfish. So it would be wierd if he did. I'd might be a little scared if he just suddenly looked at me and said:. "Hey you." Bob is the only thing i've ever trusted. Or.. You know. I have a list of Bob's... Goldfish doesn't live very long.
I've cut. Alot. I still do. Sometimes i wonder if anyone would miss me if i just.. Disappeared. Would anybody miss me? Would they go to my funeral? Would there even be a funeral? No one cares about me anyway. I've also thought about how i would do it. How i would 'disappear' out of nowhere. How i would die. I don't like the word suicide. That's why i use the word disappear instead.- it seems less violent. I like the pain. I like the feeling of the cold knife against my skin. The pain.. The psychical pain that replaces the mental pain. It hurts, but I'd rather have that pain. But to be honest, I think what would be the best, would to feel to pain. To just end it all here. Now. Stop breathing. If it was just that easy. I live at my grandparents right now. They wont let me out of sight, and they're yelling at me for everything i do. I can't do anything right. And as much as i study, i can never get my grades good enough to please my grandpa. I feel so worthless.


___________________________________________________________

Den er ikke færdig... Men ja. Skal have et sted at opbevare den, og det blev her!

My life in picturezzz

xo, MH

Oh where, oh where, can my daddy be? The Lord took him away from me.. He's gone to heaven so I got to be good, so I can se my daddy when i leave this world... 

R.I.P. Always In My Heart.

Tankeluftning

"Uanset hvad vil du aldrig miste mig, elsker dig dumse."
Den besked sendte du til mig d. 17 marts 2011. Jeg stolede blindt på at du aldrig nogensinde ville forlade mig. At du skulle blive gammel med min mor, at jeg skulle passe jer begge når i blev gamle og rynkede. Hvorfor var der at du skulle være så egoistisk? Hvordan kunne du bare overføre din smerte til os? Efterlade os alle her.. Alene.. Tomme.. Jeg er så ked af det, så vred, og jeg ved ikke helt hvad jeg føler mere. Jeg stolede virkelig på at du aldrig nogensinde.. Nogensinde... Kunne finde på at gøre sådan noget. Det er så forfærdeligt. Når jeg sidder her, og lufter mine tanker.. Så tænker jeg på alle minderne. Alle de løfter du valgte aldrig at kunne opfylde. Alle de løfter du valgte at skride fra. Jeg husker især ét minde. Vi sad i bilen - jeg kan ikke huske hvor vi skulle hen - og hørte radio, da du pludselig skruer ned, og beder mig om at finde Rasmus Seebach-cd'en. "Dette nummer minder mig om dig.." sagde du, og spillede så 'Under samme sol'(video senere i indlægget). Jeg blev så rørt og glad, at jeg begyndte at græde. Du var som en far for mig. Var. Nu er du her ikke mere.
Jeg husker dengang du tog mig og Bella med til fck-kamp i Parken. Det er et af mig og Bellas bedste minder. Og det var pga. dig. Jeg savner dig så ufatteligt meget.. Jeg kan ikke forstå at du er væk. Det sneede igår.. Præcis 2 dage efter at du havde valgt at gøre det forbi. Valgt at du ikke ville være på denne planet mere. Valgt at du hellere ville komme i himlen. Jeg ville ønske at du ikke havde gjort det forbi.. Jeg ville ønske at du stadig var her, drillede mig og sang "burka, burka, burkaaaaa" bag min ryg, når jeg gik op at trapperne. Ville ønske at du stadig var her, så jeg kunne fornærme dig, så du ville begynde at tælle ned, og jeg ville afbryde dig med et "jeg elsker dig Chrilleeeeeeeeeeeeeee!!!!" og give dig det største kram, og så ville du mase mit hovede så jeg ikke kunne få vejret. Jeg ville ønske at du stadig var her, så vi ville sidde i køkkenet i flere timer og snakke imens du lavede mad, hvor midt i det hele ville du sige "HOLD THAT THOUGHT!" og styrte ud på toilettet, for så havde du lige besluttet dig for at du skulle skide i 20 minutter.
Jeg forstår ikke at jeg aldrig skal kramme dig igen, og tænke: "Hvor har jeg det godt..". Jeg forstår ikke at jeg aldrig kommer til at se dit ansigt igen, eller brokke mig over at dine klamme tænder ligger på stuebordet, hvor vi sidder og spiser. Jeg kan ikke forstå at du ville forlade os på denne måde. Din familie. Os som elsker dig uanset hvad. Uanset hvad der sker. Så mange minder, så mange år.. Alt væk på et øjeblik. Mine tanker farer rundt.. Det hele føles som et mareridt som jeg ikke kan vågne fra, uanset hvor meget jeg prøver. Jeg bliver ved med at ønske at det hele er en ond drøm, og at jeg vågner om lidt og så styrter ned i stuen, grædende, bare for at se at du stadig er her, og kramme dig, og vide at det er ægte. Men det er ikke en drøm. Det er virkelighed, og det sårer mig så dybt at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal tage mig til.
Jeg har ikke været sulten lige siden jeg fik at vide at du var væk. Jeg har ikke kunne sove.. Jeg føler mig så tom indeni. Og mor.. Hun har det af helveds til. Jeg tror det jeg savner allermest er den måde at du gjorde hende glad på. Og vores samtaler over sms eller facebook, som kun bestod af at jeg skulle gå i seng klokken 17, og at jeg skulle skrue ned for tv'et, eller at jeg skulle komme og hjælpe med at lave mad.
Jeg savner vores akavede telefonsamtaler. De telefonsamtaler du insisterede på kun skulle foregå på tysk. Dit ansigt da jeg sagde at jeg havde fået 02 i geografi. Den måde du altid mobbede mig med det på, og den måde du altid lige skulle spørge hvad hovedstaden i det og det land nu lige var, kun for at drille mig. Hvis bare du kunne se mig nu - 10 i geografi.. Er du ikke stolt af mig? Det er din skyld at jeg har taget mig så meget sammen. Det føles som om der er gået en evighed, men der er kun gået 3 dage. Jeg har grædt non-stop i 2 dage, og nu er det som om jeg er tom for tårer. Tom for følelser. Tom for indhold. Jeg smiler.. Men ikke ægte. For hvordan kan jeg smile når jeg lige har mistet min far?
Jeg tror det værste af det hele er at du virkede til at have det så godt.. Være så glad. For bare en måned siden, på juleaften - den dumme kyllingehat Emine gav dig. Og hun var så stolt. Det billede sidder fast i mit hovede. Hvordan kunne den glade mand med kyllingehatten tage sit eget liv, ikke engang en måned efter?
Måske er jeg ikke helt følelseskold alligevel. Tårerne løber ned af kinderne på mig nu. Det er rart. Det får mig til at føle mig levende. Men stadig tom. Så ubeskriveligt tom, sur, ked af det.. Og jeg kan ikke forstå hvad meningen er med det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene, og hvad jeg skal føle. Jeg er så forvirret. Og jeg savner dig. Hvis du var her ville du sikkert komme med en kæk kommentar, og så bagefter give mig et kæmpe kram og sige at det hele nok skulle gå.. Men det er bare så hårdt når du er væk...Hele huset skriger af dig.. Jeg har fået 2 af dine trøjer.. Mine yndlings. Det er rart stadig at have noget af dig med mig. Jeg er bare ked af at det skulle ske nu. Du kunne ikke engang holde ud.. Bare lidt endnu.. Din begravelse er på fredag.. I Fredericia. Jeg kommer til at tude så fucking meget... Jeg kan slet ikke forstå at du er væk.. Væk.. For evigt.. Det giver ikke nogen mening...

Altid i mit hjerte.. Der lever du videre.. Savner dig så meget. Du vil altid være min far, uanset hvad.

Som jeg altid plejer at sige.. "Jeg elsker dig Chrilleeeeee!"

Selvtillid og selvværd

Du føler dig alene. Som om ingen holder af dig. At de ikke har brug for dig. At de bare spiller, fordi du altid er ensom. At inderst inde synes de bare at du er en taber. At du er grim. At du ikke er sød. At du er irriterende, og ikke godt for noget. At du ikke kan finde ud af noget. Du føler dig... Meningsløs. Du ved ikke helt hvorfor du er til. Hvis du tog afsted, ville alt være det samme.

Hvis dette er dine følelser har du det tydeligvis ikke særlig godt. Jeg har haft det sådan her. Jeg har følt mig alene. Jeg har grædt, og skreget ind i en pude. SE MIG DOG. Der kommer intet godt ud af at holde alle disse følelser inde. Jeg ved at der er mange derude, der sidder og har det sådan. Det er ikke rart, og det er fuldstændigt unødvendigt. Men som vi alle ved, er disse følelser ikke helt lette at slippe af med. Det kræver for det første at du accepterer dig selv som du er, og indser at du er helt perfekt lige præcis som du er. 

Derefter skal du snakke med nogen om det. En ven, et familiemedlem, en voksen du stoler på? Der findes også hjemmesider hvor du kan snakke med folk. Jeg synes selv at www.girltalk.dk er en god side, som jeg selv har brug meget. Det er en stor beslutning at beslutte sig for at få det bedre, og det tager tid at bygge sit selvværd og sin selvtillid op. Men prøv. Det er det eneste du kan gøre er at prøve. Fortæl dig selv at alle de dumme ting du tror folk siger om dig ikke er sande. At de ikke bagtaler dig, at du ikke er forkert. Du er rigtig, på alle måder. Lige som du er. Du skal bare indse det, og lige så snart du udstråler selvtillid, så ser folk straks det gode i dig, i stedet for det negative. Smil, smil, smil. Et smil kan redde ikke kun din dag, men også en andens. Desuden bliver du gladere af at smile. 

Smil, vær dig selv, og snak med nogen. Og få så noget selvtillid, så alle kan se dit fantastiske jeg!

xo, MH

Banan/chokolade kage!

Mig og min familie har en masse bananer i overskud. Derfor tænkte vi at vi ville lave en masse banankage! Jeg ved ikke hvilken af disse opskrifter vi vil prøve, men nu ville jeg lige dele en masse med jer, hurra!

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrift2/visopskrift.php?id=12030

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrift2/visopskrift.php?id=22818

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=34244

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=30660

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=24665

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=29536

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=25799

xo, MH

Everfound

Idag da jeg var til præst, fortalte min præst os om et arrangement der kom i kirken(kan ikke huske hvornår, lol), hvor der kommer et band som hedder Everfound og holder koncert. Jeg besluttede mig for at tage hjem og lytte til dem, og jeg synes de er helt vildt gode! Jeg elsker at finde nyt musik, jeg ikke har hørt før. Så jeg skal helt klart til den koncert. Og så er en af dem altså vildt cuuuuute! Jeg håber at I kan li' dem!

xo, MH

It's friday, friday, gotta get down on fridaaaaayyyyy!

Det er fredag, og jeg ligger herhjemme og stener. Dette er alle billederne fra min 50-dages-outfit-udfordring.

En dejlig sang til en kold og regnfuld dag. Sov godt <3

xo, MH

Mette og de syv små emoer

En ung pige ved navn Mette boede i en stor villa med sin rige stedmor der ikke brød sig særlig meget om hende. Hendes far havde mange penge, og dem havde stedmoderen fået da faren døde i en trafikulykke. Mette havde langt sort hår, var meget bleg og gik altid med knaldrød læbestift. Stedmoderen kaldte hende altid for en heks. Eller en vampyr. En dag blev hun som en hver anden teenager træt af sin stedmors irriterende opførsel. Hun gad det bare ikke mere. Så i stedet for at gå hjem efter skole gik hun over i parken, og sad på en bænk og hørte musik resten af dagen. Hun sad og tænkte på hvordan stedmoderen altid slog hende når hun kom for sent hjem. Hun slog hende altid med sine højhælede sko. Mette anede ikke hvorfor hun lige brugte en sko. Men hun vidste at det gjorde ondt, og at hun ikke gad finde sig i det mere. Stedmoderen vidste selvfølgelig godt at man ikke måtte slå børn, men hun havde sagt til Mette at hvis hun fortalte til nogen at hun blev slået ville hun sprede et rygte om at Mettes far begik selvmord. Stedmoderen blev sur, over at hun ikke var hjemme endnu. Og da Mette ikke tog sin mobil, sendte hun hushjælpen ud for at finde hende. Hun bad hushjælpen sige til Mette at hun havde stuearrest når hun fandt hende. Da Mette så hushjælpen komme løbende hen mod bænken hun sad på, skyndte hun sig så meget op at hun snublede i ledningen til sine høretelefoner og faldt. Hushjælpen tog fat i hendes arm, og kiggede på hende. Mette råbte at hun skulle lade hende være og at hun var stor nok til selv at finde ud af hvornår hun ville hjem. Hushjælpen vidste godt hvordan Mette blev behandlet derhjemme, og fik medlidenhed. Hun lod hende derfor gå, og gik bare hjem og fortalte at hun ikke kunne finde Mette. Mette syntes at gaden var skræmmende om natten. Og hun vandrede bare rundt og vidste ikke rigtigt hvor hun skulle gøre af sig selv. Til sidst begyndte hun at løbe. Bare væk fra det åndssvage og snobbede kvarter hun boede i. Hun stoppede først da hun så et hus med lys i vinduerne og masser af larm og latter indenfor. Og der opdagede hun at hun ikke anede hvor hun var. Men hun var nysgerrig efter at vide hvem der var inde i det hus. Hun gik over til hoveddøren og bankede på. Døren blev åbnet og der stod der 7 unge mennesker der så ud til at være på hendes egen alder.  Mette fortalte om hvorfor hun rendte rundt derude midt om natten, og om hendes stedmor og om at hun ikke gad hjem. De syv unge inviterede hende indenfor. De fortalte at de alle syv var stukket af hjemmefra, og boede nu sammen i det her forladte hus. Og på den måde blev Mette nu en del af en hel ny familie. Ved at sladre sådan lidt frem og tilbage blandt folk havde stedmoderen nu fundet ud af hvor Mette befandt sig. Hun var rasende og besluttede sig for at tage ud og hente hende med hjem. For at gøre det nemmere klædte hun sig ud som en mand, med et falsk overskæg, et jakkesæt, et hårnet og en hat. En søndag eftermiddag sad Mette ude på fortovet og snakkede med en af drengene fra huset som hun var blevet lidt lun på, da stedmoderen kom gående og udgav sig for at være en forretningsmand der ville sælge dem nogle mobiler han havde henne i sin bil. Men Mette var snedig og kunne godt genkende sin stedmor bag overskægget. Hun rev hurtigt overskægget af stedmoderen, hvorefter hun prøvede at flygte. Men stedmoderen var rasende og greb fat i Mettes arm. Hvorefter hun gav hende den mest smertefulde lussing Mette nogensinde havde fået. Stedmoderen råbte op om hvor rasende hun var, og gav flere lussinger. De startede et stort skænderi. Drengen som Mette snakkede med før som i øvrigt hed Alex ringede i smug til politiet. Politiet kom et par minutter efter og arresterede stedmoderen. Mette og Silas blev kærester og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Forfatter: Kat KM

This is what i am. Nobody said you had to like it. ;)

Ville bare lige dele min awesomeness med jer, inden jeg går i seng, lålålålå. So long and goodnight ♥♥

xo MH

Maybe some women aren't meant to be tamed. Maybe they just need to run free, until they find someone just as wild, to run with them. - Carrie Bradshaw.

There are no perfect fathers. But a father will always love perfectly.

Denne video rørte mig rigtig meget. Jeg håber at I vil bruge 3 minutter af jeres liv på at se den. Jeg elsker min mors kæreste. Han er som en far for mig <3

xo MH

Lektier, lektier, lektier

I denne kolde tid er der intet bedre end at sidde derhjemme under dynen i sit nattøj, og se en god film, med en kop varm kakao.... I hvert fald for eleverne. Jeg tror at alle lærere har en anden form for 'hygge' med alle de lekter jeg har for, pyha. Enten hader de mig, ellers så elsker de bare lektier. Hvis situationen er nummer 2, så er de mere end velkomne til at lave mine lektier!

Dansk, tysk, samfundsfag, engelsk, biologi, historie... Alt sammen til i denne uge. Har jeg overhovedet noget fritid? Jeg har allermest lyst til at sætte mig ned og æde min chokolademuffin(mums), og drikke en kop grøn te(ja, jeg er begyndt at drikke grøn te - uden sukker!) og bare.. Stene. Men det har jeg gjort hele weekenden, og det var måske ikke så godt. Men helt ærligt - hvorfor er lektier til? For at pine vores hjerner mere end 7 timer om dagen? LEAVE ME ALONE...... Zzzzzz

xo MH

Har gået og tænkt her på det sidste.. Gad vide hvordan det ville være at have det perfekte liv. Og kan man egentlig have det perfekte liv. Eller vil der altid være noget galt?

Når jeg sidder her og drikker min underligt smagende kaffe(har jeg puttet for meget sukker i? Hmm) og æder en dobbeltsandwich, tænker jeg på mit eget liv. Jeg overreagerer altid over det mindste problem, og pludselig er der ingen der elsker mig, og jeg er ikke godt for noget. Men når jeg så er glad, så flyver jeg. Synes jeg har det så dejligt, indtil noget kommer i vejen for mig - så er hele verden lort igen.

Det er en latterlig indstilling. Hvorfor skulle jeg ikke være godt for noget? Vi er alle godt for noget. We are needed. Det er forkert at sige andet. Jeg kunne måske godt ønske mig den perfekte krop. en sød fyr, og flere penge - men alle de ting betyder jo ikke rigtig noget, så længe man har det godt, og ikke er syg - eller gør det?

Men får vi nogensinde nok? Vil vi altid have et eller andet, vi ikke kan få? 


- MH